Gå til indhold
Logo

Nabohjælp ved indbrud

En tyv kan leve højt på, at vi andre ikke altid er så gode til at tale sammen og glemmer at fortælle, at vi har set noget mistænkeligt, eller om et indbrud i nabolaget. Desværre. For når der har været et indbrud, er risikoen for flere indbrud større. Ikke kun for det hus, som er ramt, men for alle huse inden for en radius af ca. 200 meter.  

En løbe- eller gåklub, kan være en god synlig aktivitet.

Advar naboerne, vær synlig og del viden

En tyv vil gerne have mest muligt ud af sin tid. Derfor besøger han tit flere hjem i nabolaget. Når nabohjælperne er hurtige på tasterne og får givet hinanden besked om, at der er tyve på spil, har de mulighed for at forebygge flere indbrud. Vakse naboer giver ro i baghaverne. Hvis du selv eller en anden har haft indbrud, er det derfor vigtigt at skrive en advarsel på Nabohjælps app.

Brug Nabohjælps app til at advare nabolaget

I Nabohjælps app kan man melde et indbrud, og så får alle nabohjælpere i nabolaget det at vide. Alle i nabolaget kan så abonnere helt gratis på en række gode råd om, hvordan I skal forholde jer i den kommende tid.

Der er nemlig en masse, man kan gøre for at minimere risikoen igen. I bund og grund handler det om at være ekstra synlig i nabolaget og om at dele, hvad man ser. I appen foreslår vi også en række aktiviteter, som både giver gode naboer og liv mellem husene. 

Hvad med for eksempel at få en løbeklub i gang? Eller sende ungerne ud med kridt og en saftevandsbod? Der findes mange aktiviteter, som både er hyggelige og gode for naboskabet - som skaber liv og dermed gør jeres nabolag mindre attraktivt for tyven.

Bliv en del af Nabohjælp

  • Hent Nabohjælps app på Google Play eller App Store og opret din profil.
  • Spørg naboerne, om de vil være med. 9 ud af 10 vil gerne, og jo flere I er, desto bedre virker det.
  • Og husk at bruge appen til at skrive sammen med naboerne, så I kan forebygge indbrud.

Det koster dig ingenting at være med.

Tjekliste, hvis der er indbrud i nabolaget

  • Meld først indbruddet til 114, hvis tyven er væk. Ring 112, hvis tyven stadig er der, men gå ikke i konfrontation med vedkommende, hvis du kan undgå det
  • Rør ikke ved noget, for så kan politiet tage fingeraftryk
  • Meld indbruddet på Nabohjælps app, så alle nabohjælpere i området får besked
  • Tilmeld dig mails under forhøjet risiko via Nabohjælps app og få en række råd til, hvad du kan gøre
  • Meld indbruddet til dit forsikringsselskab
  • Luft hunden en ekstra gang og vær opmærksom, når du går rundt
  • Sørg i det hele taget for at være synlig i nabolaget og helst sammen med naboerne
  • Meld dig til nogle af de aktiviteter, som Nabohjælps app foreslår, og koordinér dem med naboerne
  • Tjek om dit hus er ordentligt sikret, om haveredskaber er låst væk og så videre
  • Sørg for at advare nabolaget på Nabohjælps app, hvis du ser eller oplever noget mistænkeligt
  • Fortæl ikke-nabohjælpere, at der har været indbrud, og hvad de kan gøre

 

Brug Nabohjælps app, når der er indbrud.