Nabohjælp i ferien
Ferie.. Ahh.. det er ikke lige her, man ønsker et opkald fra politiet om, at hjemmet har haft ubudne gæster. Heldigvis kan du minimere risikoen med feriehjælp fra vakse naboer.
Gør huset klar til at være alene hjemme
Er du en af dem, som tænker Nabohjælp, før du skal på ferie, er du allerede godt på vej. Men inden du tager afsted, kan du også klæde dit hjem rigtigt på til at være alene hjemme. Det skal nemlig ligne, at du er hjemme, for så kommer tyven ikke på besøg hos dig.
Tjekliste, når din bolig skal være alene hjemme:
- Fjern dine værdier fra vinduerne, så tyven ikke spotter dem
- Lad det rode lidt i haven og efterlad gerne opvask i køkkenet
- Brug automatisk tænd/sluk til lyset og radio eller tv
- Træk gardinerne for i soveværelset, men ikke i hele huset
- Luk og lås evt. dørene inde i huset, så tyven ikke får overblik
- Og husk så at fortælle dine feriehjælpere, hvornår du er væk.
- Brug feriekalenderen under 'Feriehjælp' på appen, så de får påmindelser undervejs og nabohjælpen ikke bliver tilfældig.
Print tjeklisten og gennemgå den, inden du tager på ferie.
Tjekliste - når du skal på ferieNabohjælp i ferien
Få styr på feriehjælpen med Nabohjælps app
Hent appen på Google Play eller i App Store og få koordineret feriehjælpen med de nabohjælpere, du selv vælger.
- Når du tager afsted og opretter din ferie på appen, får dine feriehjælpere besked.
- Feriehjælperne får skiftevis påmindelser om at tjekke dit hus, indtil du er hjemme igen.
- Feriehjælperne kan sende dig Alt-ok-beskeder via appen, og både du og dine feriehjælpere kan give beskeder om ferien, som dine feriehjælpere kan læse.
Det koster ikke noget at være med i Nabohjælp.
Se videoen, der forklarer, hvordan feriehjælpsfunktionen virker.
Sådan kan du selv være feriehjælper
Når det er din tur til at passe naboens hjem, er det din fornemmeste opgave at få det til at se ud som om, der er nogen hjemme.
Derudover er det vigtigt, at du holder øje med huset og reagerer, hvis noget virker unormalt.
Tjekliste, når du feriehjælper naboen:
- Smid lidt skrald i skraldespanden udenfor og kør den på plads, hvis den står og flagrer
- Tøm postkassen eller skub posten helt ind
- Parker din cykel eller bil i indkørslen
- Hvis du kan, så gå en runde om huset for at se, om alt er ok
- Send Alt-ok beskeder til naboen via appen, så han eller hun trygt kan holde ferie.
Brug Nabohjælps app til at aftale ferie med dine betroede naboer.
Læs også om disse aktiviteter
Nabohjælp ved mistanke
Som nabohjælper er det vigtigt, at du fortæller det til dine naboer, hvis du oplever noget mistænkeligt i nabolaget. Det kan nemlig betyde, at du er med til at forhindre et indbrudsforsøg.
Nabohjælp ved indbrud
En tyv kan leve højt på, at vi andre ikke altid er så gode til at tale sammen og glemmer at fortælle, at vi har set noget mistænkeligt, eller om et indbrud i nabolaget. Desværre. For når der har været et indbrud, er risikoen for flere indbrud større. Ikke kun for det hus, som er ramt, men for alle huse inden for en radius af ca. 200 meter.
Magien ligger i hej
Det er nemt nok at passe sig selv. Det kræver lidt mere at passe på fællesskabet.